Anja Ringgren Lovén - Mor jeg har fundet dem

 

Der er rigtig mange, der spørger mig, hvordan jeg kunne opsige min lejlighed, sælge alt hvad jeg ejede og dermed gøre mig selv hjemløs for at vie mit liv til at hjælpe afrikanske børn.

Det er et utroligt svært spørgsmål at besvare, da jeg selv føler, jeg blot følger mit hjerte. Men for at finde svaret skal vi helt tilbage til min barndom. 

Jeg voksede op sammen med min mor som var alene med min storesøster, tvillingesøster og jeg. Vores forældre blev skilt, da jeg var 3 år gammel. Min far drak og er alkoholiker.

Igennem hele min barndom arbejdede min mor på et plejehjem. Der arbejdede hun i mere end 25 år. Min mor sagde altid til min tvillingesøster og jeg, at vi bliver forhåbentlig alle sammen gamle en dag, så vi skal huske at passe godt på hinanden.

At se en kvinde som min mor passe på ældre mennesker har gjort et stort indtryk på mig. Jeg har nærmest fået omsorgs genet ind med modermælken. 

Min mor sagde også, som så mange andre siger til deres børn, at hvis jeg ikke spiste min aftensmad op, så skulle jeg tænke på børn i Afrika, som sultede.

Nu er jeg født i 1978 hvor der ikke var noget, der hed internet. Jeg er født og opvokset i Frederikshavn, og som lille pige i 80´erne i en lille by i Nordjylland hvor et leksikon var datidens måde at ”google”, var det meget svært for mig at forstå, der var børn, der sultede.


Interessen for Afrika startede derfor også helt tilbage i barndommen. Jeg brugte mange timer på at forestille mig, hvordan livet måtte være i Afrika, og hvordan jeg kunne hjælpe børn, der sultede. Jeg husker, jeg engang spurgte min mor, om jeg kunne sende mad til børnene med brev.

Interessen for Afrika fortsatte igennem hele ungdoms- og begyndende voksenliv. Jeg læste mange bøger om Afrika, og igennem gymnasietiden læste jeg bøger om Nelson Mandela og apartheid i Sydafrika i stedet for at lave mine lektier.

Men der skulle gå mange år, før jeg udlevede min drøm om Afrika. Men da jeg så endelig fulgte min drøm, gjorde jeg det også fuldt ud. Siden jeg etablerede DINNødhjælp i 2012, har jeg medvirket i to dokumentarfilm og er i gang med den tredje. Jeg har mit eget børnehjem i Nigeria, og skal tilmed til at bygge et helt nyt børnehjem. Et stort projekt i samarbejde med Ingeniører Uden Grænser.

Det har været 3 år med fuld fart fremad og det har været meget spændende og ekstrem udfordrende. Jeg fortryder intet. Jeg har nemlig fundet mit kald.

Men drømmen startede ikke i 2012, da jeg etablerede DINNødhjælp. Den startede to år før i Malawi. Jeg rejste nemlig med Folkekirkens Nødhjælp til Malawi, hvor jeg som frivillig observatør praktisk talt blev plantet i en meget fattig afrikansk landsby, hvor jeg i tre måneder skulle bo sammen med de lokale. Jeg følte mig godt klædt på til opgaven, da jeg jo siden barndommen havde nærstuderet det afrikanske landsbyliv igennem en masse bøger. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvad der mødte mig.

At sidde i Danmark og se på tv, hvordan hungersnød igennem rigtig mange år har slået millioner af afrikanere ihjel er forfærdeligt. Det tror jeg godt, vi alle sammen kan skrive under på. Men én ting er at vide. Det er helt anden ting at mærke det på egen krop. Sulten.

I Malawi raslede kiloene af mig. Jeg var ude og fange fluer og insekter med børnene i landsbyen blot for at få lidt proteiner. Vi fik majsgrød hver dag, men kun en gang om dagen, og var vi heldige lå der også lidt grønt på vores tallerken.

En aften, hvor moren i min værtsfamilie stod og forberedte majsgrøden ved stenovnen med tørklædet viklet om ryggen, hvor hendes lille baby lå, kunne jeg se på hende, at noget var anderledes. Jeg sad på en lille taburet i træ foran stenovnen med hendes to andre små børn på skødet. Vi var alle meget sultne. Børnene græd af sult. Den dag havde vi kun fået en kop te til morgen.

Moren talte ikke engelsk og i de tre måneder, jeg boede i landsbyen, foregik vores kommunikation via tegnsprog. Moren havde aldrig gået i skole. Det havde der ikke været råd til. Hun var træt den aften og det var bælgmørkt. Der var ingen elektricitet. Det eneste lys, vi havde, var ilden fra stenovnen.
Jeg kunne se sveden dryppe ned af hendes ansigt. Hun kæmpede med at få majsgrøden færdig. Børnene blev ved med at græde af sult. Lige pludselig mødte mit blik morens. og hun kiggede intenstt på mig med trætte øjne, og så sagde hun ud af det blå på det mest tydeligste engelsk, jeg nogensinde har hørt: ”my children are my enemy. It´s a cry of hunger”.

Det var den første og eneste gang, hun talte til mig på engelsk. ”my children are my enemy. It´s a cry of hunger”.

Den aften gik jeg i seng i den lille afrikanske landsby i Afrika og tænkte for mig selv. ”Mor - jeg har fundet dem. De børn du fortalte om, da jeg var lille. De børn som ikke fik noget mad. De børn som sultede. Jeg har fundet dem. Og jeg slipper dem ikke igen.”

Jeg har opnået meget på kort tid, men succes kommer ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde, at ofre sig selv, og at ens bagland er i orden. Mit bagland er min familie. Vi mennesker er ikke skabt til at være alene. Vi har brug for støtte og opbakning. Selv den stærkeste har brug for nærvær og omsorg for at kunne præstere. Hvis mit bagland ikke er i orden, så er jeg heller ikke i orden. Det, der giver mig styrke og mod, er min familie. Jeg tør at bevæge mig ud på usikker grund, fordi jeg har nogen, der griber mig, hvis jeg falder. Min familie vil altid stå klar.

Jeg har boet gratis hos min familie, efter jeg valgte at gøre mig selv hjemløs. Jeg har fået mad af min familie. Jeg har fået kærlighed og omsorg. Jeg ville ikke stå, hvor jeg står i dag, hvis det ikke havde været for min familie.

Når jeg sætter mig selv mål her i livet, er der ingen mellemvej. Jeg går 100 procent efter at nå målet. Jeg har svært ved at leve livet på en mellemvej. Det er enten det hele eller ingenting. Det kan have sine fordele, men også sine ulemper.

Da jeg besluttede mig for at gennemføre et halvmaraton, så gjorde jeg det og trænede hårdt. Jeg tillod mig ikke at træde ved siden af. Jeg levede sundt og løb hver dag.

Da jeg beslutte mig for at etablere min egen nødhjælpsorganisation gjorde jeg det. Jeg brugte alle døgnets 24 timer på at nå mit mål, og det var benhårdt arbejde. Intet her i livet er gratis.

Jeg tænkte også hele tiden på, at jeg som dansker har en fordel. Jeg er født ind i et demokratisk samfund, hvor jeg vil blive passet godt på hvis jeg blev syg. I Afrika kommer du ikke ind på et sygehus, selvom du er døden nær, hvis du ikke kan betale. Hvis du kommer ud for en ulykke, kommer der ikke en ambulance og henter dig. Du er efterladt alene.

Vi danskere har en tildens til selvmedlidenhed, og i stedet for at have ondt af os selv kunne det hjælpe os at sætte livet i perspektiv. Selvmedlidenhed er en dræber, og den vil aldrig give dig succes i livet. Aldrig.

Jeg er ikke perfekt. Jeg kan også have dage, hvor jeg føler, at alt håb er ude. Hvor jeg har lyst til at løbe skrigende bort og gemme mig selv. Men jeg tillader mig ikke at komme derud, hvor håbløsheden tager over. Jeg har lært at sætte tingene i perspektiv. Jeg har lært at tænke positivt i alle situationer. At tænke positivt holder os unge. Det forlænger vores liv, og ja der skal også være plads til at græde engang imellem. Det er sundt at græde. Det hjælper heller ikke at brænde inde med følelser og negative tanker. Græd, grin og tænk positivt. Det er livets cocktail.


NOTE: Som optakt til udgivelsen af GURUBOGEN har vi ladet en række spændende danske iværksættere gæste-blogge her på GURU-bloggen. I dette indlæg kan du høre om Anja Ringgren Lovén, der har dedikeret sit liv til at støtte verdens fattigste igennem iværksætteri.

 

Biografi - Anja Ringgren Lovén

Ildsjæl bag projektet DINNødhjælp. Hun opsagde sin stilling som butikschef i 2011 for at rejse til Afrika, hvor hun i 3 måneder arbejdede som observatør og nødhjælpsarbejder. Her oplevede hun en så ekstrem fattigdom og sult, som hun på ingen måder kunne glemme igen. Hun besluttede sig derfor for, at hun resten af sit liv ville kæmpe imod fattigdom og sult i Afrika og støtte verdens fattigste til et mere værdigt liv.

Det er vigtig for Anja at vide, at hver en krone bliver anvendt rigtigt til fordel for børnene. Anjas hjerte ligger hos de afrikanske børn og særligt heksebørnene. “De er Afrikas fremtid, og derfor er det så vigtigt, at de får en skolegang”, siger hun til Nordjyske Stiftstidende i et interview. Anja rejser selv til Afrika med DINNødhjælps indsamlinger for at sikre, at pengene ender i de rigtige hænder. “Der er så meget korruption i de afrikanske lande”, fortæller Anja bl.a. i et interview til Aarhus Stiftstidende, så for hende er DINNødhjælps største styrke, at hun selv kan rejse afsted og sikre, at hver én krone bliver brugt rigtigt.