Connie Hedegaard - At være forpligtiget ud over sig selv

Connie Hedegaard er et kendt ansigt både på den danske og internationale politiske scene. Det skyldes ikke mindst en fremtrædende lederrolle, når det kommer til den globale klimadagsorden.
Igennem poster som først dansk miljøminister, siden EU-klimakommisær samt her i 2016 leder af bæredygtighedsfonden KR Foundation og formand for den grønne tænketank Concito har Connie Hedegaard etableret sig som en vigtig og markant stemme, når det gælder klimaet. 

GURUBOGENs redaktør Jonathan Løw har taget en snak med Connie Hedegaard omkring autentisk ledelse, grøn innovation og om at være forpligtiget ud over sig selv.

 

Først og fremmest tak for at finde plads til dette interview i din travle kalender Connie :-)
Lad mig starte med ét af GURUBOGENs hovedtemaer: autentisk ledelse. I bogen skriver flere ledere, at autentisk ledelse bl.a. handler om at turde vise følelser. Når man læser diverse portrætter af dig i medierne, så er det ikke følsomheden, der fremhæves som ét af dine karakteristika. Hvad tænker du selv i forhold til følsomhed og ledelse?

Passion og følelser hænger jo sammen. Hvis du har hørt OECDs Generalsekretær José Ángel Gurría tale om klimaet, så tror jeg ikke, at du finder et meget mere passioneret menneske end ham.

I mit arbejde og de kredse, jeg færdes i, er det bestemt ikke sådan, at vi blot holder emnerne ud i strakt arm og ikke tillader os at blive følelsesmæssigt involveret eller engageret. Men samtidig er det klart, at god og autentisk ledelse bl.a. handler om følsomhed, men i høj grad også om at evne at holde hovedet koldt og tænke strategisk. Det er jo også en måde at være sig selv på.
Jeg ser derfor ikke de to ting som hinandens modsætninger. Når vi sidder og skal sætte strategiske mål og efterfølgende få 28 lande med på disse mål, så kræver det, at vi kan gå ind og argumentere også ud fra en stærk økonomisk case og ikke kun med følelserne.
Når det så er sagt, så er der naturligvis mange følelser i spil. Det er mennesker, der sidder og forhandler med hinanden, og vi har alle sammen et enormt ansvar overfor nutidige og fremtidige generationer.

 

Du har i dit arbejde som leder siddet over for andre ledere fra vidt forskellige lande og kulturer. Det må til tider gøre det enormt vanskeligt at forstå disse menneskers tankesæt og dermed evne at lede og agere på den optimale måde?

Jeg bruger rigtig mange kræfter på at forberede mig godt inden mine møder. De mennesker, jeg forhandler med, er måske ikke mine personlige livsvenner, men omvendt er det rigtig vigtigt, at jeg forstår, hvor de kommer fra. Dvs. hvad er deres bekymringer? Hvad er deres baggrund osv.

Jeg har eksempelvis mødtes med Kinas klimaledere et utal af gange de seneste 10 år, og inden hvert møde forsøger jeg altid at holde mig ajour i forhold til, hvad der rører sig i Kina netop nu. Hvad er situationen? Hvad er mulighederne?
Det betyder i praksis, at selvom jeg godt kan sidde overfor Kinas repræsentant og blive frustreret over, at han ikke rykker sig hurtigere i forhold til klimadagsordenen, så kan jeg pga. min research bedre sætte mig i hans sted og møde ham der, hvor han er.
Jeg kan ikke bruge en eventuel frustration til noget, for min opgave er at forstå, hvad der tæller i hans sammenhæng, og på den baggrund kunne komme med nogle relevante argumenter i forhold til at flytte ham.

Det er ofte sådan, at et møde med et lands leder måske kun varer 30 minutter. Det betyder, at jeg som leder har meget kort tid til at etablere en positiv, meningsfyldt og handlingsorienteret atmosfære. Med så kort tid til rådighed siger min erfaring mig, at man ikke når nogen resultater med mindre, man er helt skarp på, hvor den anden kommer fra. Essensen er derfor for mig kombinationen af god forberedelse og lydhørhed.

 

Netop lydhørhed er noget, som bl.a. den amerikanske ledelsesguru Tom Peters er inde på i GURUBOGEN. Hvad betyder det ’at lytte’ for dig som leder?

Som jeg lige var inde på, så er lydhørhed afgørende for at opnå resultater. Uanset på hvilket niveau du er leder, og hvem du sidder overfor. Eksempelvis har jeg siddet i forhandlinger med Polen, hvor målsætningen var, at polakkerne skulle stemme for 2030-målet. Det vidste jeg på forhånd, at Polen ikke ville være særligt interesserede i, fordi de gerne vil bygge kulkraftværker. Det betød, at jeg fra starten af stod overfor en enormt stor hurdle, og jeg vidste, at det var helt afgørende for EU at få Polen med i aftalen.
Derfor måtte jeg tænke strategisk og lytte til, hvad der var afgørende for polakkerne og så tage udgangspunkt i det i de videre forhandlinger. Jeg vidste f.eks., at CO2-målene ikke interesserede dem ret meget, så jeg valgte derfor at argumentere ud fra andre udgangspunkter og præmisser – det kunne i Polens tilfælde være deres ønske om at opnå energiuafhængighed fra Rusland.

 

Som én, der ikke er ekspert på klimaområdet, men dog interesserer sig for det, kan jeg godt blive frustreret over, at klimaet altid omtales som noget, der er dyrt og besværligt. Hvor er hele innovations- og forretningspotentialet henne i den offentlige debat?

På det seneste har vi i Danmark oplevet en regering, der ofte italesætter, hvor dyrt klimaet er for virksomhederne og samfundet som helhed. Samtidig har Regeringen flere gange sagt, at man vil klappe hesten og overveje, om vi har råd til at blive ved med at være foregangsland inden for klimaområdet.

Det er et paradoks, for man skal lede grundigt for at finde et land, der har haft så meget gavn af sine grønne satsninger som Danmark. I både 2013, 2014 og 2015 har vi haft to-cifrede vækstrater i vores eksport af grøn teknologi. I 2014 steg vores eksport på området med over 15%, mens det var 17% året før. Det kan du så sammenligne med væksten i den generelle eksport, der ligger helt nede på 0,5%. På den måde har Danmark altså formået at kombinere satsningen på miljøet med en vækst i den grønne teknologi, innovation og eksport.

 

Når det er tilfældet, hvorfor trykker regeringen og andre så på bremsen frem for speederen?

Det skyldes flere ting, men bl.a. er det i mine øjne symbolpolitik. Det er udtryk for en regering, der gerne vil signalere, at den gør noget andet end den tidligere regering gjorde.
Samtidig tror jeg, at det generelt er sådan, at nye ting og tiltag er vanskelige, fordi der især i introduktionsfasen vil være mange mennesker, der er imod. Eksempelvis erhvervsorganisationerne i dette tilfælde.

Det kræver jo investeringer at lave sådan en grøn omstilling, og det er ikke nødvendigvis således, at investeringer og gevinster falder samtidig. Det er heller ikke sikkert, at det bliver dem, der har merudgiften, som også høster gevinsten. Men når dét så er sagt, så er potentialet bare så kæmpestort, at vi ikke må stoppe nu. 

 

Netop innovation og nye grønne virksomheder kommer jo, fordi entreprenante mennesker derude ser et potentiale både rent kommercielt og måske også rent idealistisk. De opererer ligesom andre virksomheder på et delvist frit marked, og liberalt tænkende mennesker ville mene, at markedet nok skal styre udviklingen i den rigtige retning. Så mit spørgsmål til dig er, hvorfor du ikke lader markedet regulere tingene frem for at ville tvinge politiske regulativer og beslutninger ned over erhvervslivet?

Lad mig give dig ét eksempel - kul. I vores økonomiske virkelighed er prisen på kul billigere end noget andet. Det er derfor ikke mærkeligt, hvis ejerne af kulminer vil argumentere for, at kul af den grund må være den bedste og mest rentable løsning, og det samme vil aftagerne af kulprodukterne jo gøre.

Men kul er ikke billigst, hvis man indregner miljøomkostningerne og forureningen. Det er det måske nok på den korte bane, men ikke på langt sigt. Derfor er det i mine øjne politikernes opgave at turde gå i en helt anden retning og overveje, hvad de langsigtede konsekvenser bliver, hvis vi vælger at investere i kul som løsningen i f.eks. Indien og andre steder.

Markedet er godt til mange ting, fordi det bl.a. er i stand til at presse samfundsøkonomiske investeringer hurtigt igennem, og vi kan helt sikkert ikke lave den grønne omstilling uden markedet. Til gengæld er markedet ikke godt til at tænke langsigtet. Markedet bekymrer sig mere om det næste kvartal end den næste generation.

Derfor gælder klimaansvaret både borgerne, virksomhederne og os i den politiske ledelse. Det er vores ansvar som ledere, at vi som i eksempelvis Paris sætter nogle målsætninger i forhold til klimadagsordenen. Det vi derigennem kan gøre er at sende et klart signal til både markedet og investorerne.

Det er selvfølgelig ikke uden konsekvenser for erhvervslivet, når politikerne går ind og leder på denne måde. Eksempelvis gik USAs næststørste kulvirksomhed konkurs i sidste uge, og der er lige nu mange kulselskaber, som lider gevaldigt. Det er på den ene side negativt, fordi det koster arbejdspladser, men omvendt viser det også, hvorledes alverdens regeringer er begyndt at forpligtige sig på en mere bæredygtig retning.

 

Til slut vil jeg vende tilbage til spørgsmålet omkring autentisk ledelse. Et sted i GURUBOGEN fortæller Selina Juul, kvinden bag Stop Spild Af Mad-bevægelsen, at hun er meget bevidst om, at når folk taler med hende i offentlige sammenhænge, så taler de reelt med de hundredtusindvis af danskere, som Stop Spild Af Mad når ud til hver uge. Derfor er hun meget bevidst om, at hun ikke deltager i en masse underholdningsshows eller lignende, for hun vil være kendt i offentligheden som hende, der bekæmper madspild. Det giver autenticitet og ærlighed som leder af den bevægelse.
Har du det på samme måde i forhold til din rolle som leder, hvad enten du er Miljøminister eller EU-kommisær?

Ja. Jeg har altid valgt at tænke sådan om min rolle som autentisk leder, at jeg sidder overfor de betydningsfulde mennesker, jeg forhandler med, i kraft af mit ansvar som enten minister eller EU-kommisær. Det betyder, at det ikke er mig som person, der sidder i forhandlingslokalet, men mig som repræsentant for Danmark eller Europa.

Det giver mig den fordel, at det ikke er lille Connie fra Holbæk, der sidder over for lederen af verdens største nation Kina. Det betyder, at jeg godt kan være fuldstændig autentisk og ærlig i min dialog og møde med det andet menneske, men at jeg samtidig husker på, at jeg repræsenterer 500 mio. europæere, når jeg argumenterer over for vedkommende. Jeg siger altså ikke tingene som Connie Hedegaard, men som repræsentant for noget større. På den måde er jeg altid forpligtiget ud over mig selv, og det gør det meget nemmere dels ikke at blive star-struck dels at bevare passionen og ønsket om at gøre en forskel, fordi potentialet ud fra den optik er så kæmpestort og vigtigt.

 

Redaktørens note: Der blev desværre ikke plads til interviewet med Connie Hedegaard i GURUBOGEN, fordi det rent tematisk faldt lidt udenfor. Derfor er jeg rigtig glad for i stedet at kunne dele det her i GURU-bloggen - naturligvis med tilladelse fra Connie selv. Mvh Jonathan Løw.

Connie Hedegaard er tidligere dansk Miljøminister, EU Klimakommisær og bl.a. kåret som Årets Europæer i 2014