David Heinemeier Hansson - Acceptér det værste

Der er en opmuntrende frihed og motivation i ikke at have noget at miste. Fortiden er fuld af utrolige fortællinger om den underlegnes opfindsomhed. Der findes også masser af stereotyper om de mægtiges fald og deres desperate forsøg på at holde på det, de har.

Men endnu mere lumsk, end aktivt at prøve at holde på det du har, er det, hvis man hele tiden overvejer, hvordan man kan holde på det. Det er let nok at bekymre sig endeløst om, hvordan ens værdier kan være væk i morgen.

Det kaldes frygten for tab. Det er automatreaktionen i vores evolutionsprægede hjerner, og det kan føre til stress, mistede muligheder og dårlige beslutninger. Men det behøver ikke at være din skæbne – det er faktisk muligt at omdirigere. 

Den stoiske praksis med negativ visualisering er en måde at gøre det på. Hvis du tydeligt og ofte forestiller dig det værst tænkelige, der kan ske, så kan du arbejde med at leve med konsekvenserne. Som regel er det ikke så farligt, som dine bekymringer får dig til at tro. 

Jeg har brugt denne teknik lige fra starten i alt, hvad jeg har kært her i livet. Jeg kan for eksempel nævne, hvordan jeg brugte det ved tanken om, at en forfærdelig situation kunne gøre det af med min virksomhed Basecamp.

Det er let at fundere over de mange situationer, som kunne gøre det til virkelighed: Et massivt hack, som ødelægger al data og alle backups. Et eller andet episk fupnummer, som får rejst tiltale mod hele virksomheden. Jeg tænkte på alle mulige forfærdelige situationer. 

Derefter tænker jeg på, hvad der er tilbage: jeg fik mulighed for at arbejde sammen med fantastiske mennesker i over et årti. Jeg udviklede mig meget som programmør, som manager og som forretningsmand. Jeg nød de fleste dage, det meste af tiden. Jeg hjalp millioner af mennesker med at være mere produktive i deres arbejde med alle mulige forskellige, vidunderlige ting. Jeg er på alle måder bedre stillet efter at have været igennem det her, på trods af hvordan en mulig ende på virksomheden kunne ske. Dette er med til at gøre det mindre vigtigt, om omstændighederne tillader os at fortsætte i endnu et årti (eller fem!), da vi i det mindste fik ét. 

Det giver en slags ro eller stilhed, som stoikerne ville sige, der er meget frigørende. Et hoved der er fri for frygt og angst. Jeg mener, at det ikke bare er en sundere tilgang til livet -stress skader krop og sjæl, men det er også bedre for virksomheden.

Vi er ikke Intel, og jeg er ikke interesseret i at have Groves ”only the paranoid survive” som min modus operandi. Jeg vil gerne bibeholde den underlegnes formodning om at have ingenting at miste, selv når konventionelle tanker måske minder mig om, at jeg (og virksomheden) har alt at miste.

Det er friheden i at være stoisk.
 

Redaktørens note: Der blev desværre ikke plads til David Heinemeier Hansson's artikel i GURUBOGEN, fordi den rent tematisk faldt lidt udenfor. Derfor er jeg rigtig glad for i stedet at kunne dele den her i GURU-bloggen - naturligvis med tilladelse fra David selv. Mvh Jonathan Løw.

 

Biografi

David Heinemeier Hansson er en dansk programmør, erhvervsmand, racerkører og forfatter. Han står bag det udbredte webudviklingsmiljø Ruby on Rails og har deltaget i 24-timers racerløbet i Le Mans. I 2014 udgaven vandt han Le Mans' GTE Am-klasse i den såkaldte "danskerbil".

Før sit arbejde som programmør med 37signals var Hansson involveret i computerspil, organiserede danmarksmesterskab i computerspillet Quake og arbejdede med webudvikling på forskellige computerspil-hjemmesider og fik derigennem et grundigt kendskab til PHP-programmeringssproget. I 2004 fik Hansson en bachelor fra Copenhagen Business School. Han tog derefter imod et tilbud fra Jason Fried om at arbejde som ulønnet medejer i firmaet 37signals. I 37signals udviklede han Ruby on Rails og projektstyringsværktøjet Basecamp. For sit arbejde med Ruby on Rails og 37signals modtog han i 2005 Google's og O'Reillys Open Source pris som "best hacker".

Med Jason Fried har Hansson skrevet den roste bog Rework om opstartsvirksomhed. Han har tidligere skrevet bøgerne Getting Real og Agile Web Development with Rails. Han arbejder endvidere på REMOTE: Office Not Required til udgivelse i efteråret 2013. I den nyeste bog er han fortaler for hjemmearbejde og anser dets fordele som arbejdsgiverens større rekruteringsbase, besparelser på kontorplads og mere produktive medarbejdere der ikke er afbrudt af møder og kontorstøj.