Louise Ferslev - Det er ikke længere cool at arbejde 80 timer om ugen

Der er ved at ske et skifte. Mit indtryk er, at dem der kommer fra den ”gamle skole” forbinder overarbejde og lange dage på kontoret med at være ambitiøs og fokuseret på karrieren. I det hele taget sættes der, af nogle personer, lighedstegn mellem at være meget på kontoret og det at være en god medarbejder. Det er bare ikke sådan virkeligheden er. Hvis man tvinger sig selv til at have lange arbejdsdage, så går effektiviteten, kreativiteten og overblikket ned i gear.

Flere undersøgelser peger på, at effektiviteten nedsættes betydeligt når man når op på et vist antal arbejdstimer. Et eksperiment lavet af Branche Arbejdsmiljø Rådet viser, at en arbejdsuge på 30 timer øger effektivitetsniveauet med 20 procent.

Desuden er lange arbejdsdage helbredsskadelige. Et studie fra University College London peger på, at lange arbejdsdage giver en markant øget risiko for hjertesygdomme. Undersøgelsen viste en 60 procent større risiko for hjerteproblemer blandt den gruppe, der arbejdede tre eller flere timer mere end en normal syv timers arbejdsdag.

 

Iværksætterne skal tage ansvar og fremstille flere forskellige historier!

Det er langt fra sandheden, at desto mere man arbejder, desto større chance er der for at få succes, og derfor er det ekstremt vigtigt, at der gøres op med denne opfattelse. Nogle succesfulde erhvervsfolk har været i medierne for at fortælle, hvor afgørende det er, at man arbejder mere end 60 timer om ugen og dedikerer hele sit liv til virksomheden for at få succes. Blandt andet på landsdækkende TV i programmet ”Løvens hule”, som er et program, der skal vise familien Danmark, hvad iværksætteri er og motivere flere til at springe ud i livet som selvstændig. Det er efter min mening en omgang bullshit og en meget misvisende fremstilling af sandheden. Desværre skræmmer det mange potentielle iværksættere væk fra at starte deres egen virksomhed.

Det er klart, at der er forskel på, hvor mange timer man bliver nødt til at arbejde, alt efter hvilken type virksomhed man driver, og hvilken branche man opererer i. Men hvis du føler dig nødsaget til at arbejde mere end 60 timer om ugen, så er der noget galt med den måde, virksomhedens drift er struktureret på. Enten er det fordi, du som stifter af virksomheden ikke tør uddelegere opgaver, eller også er det fordi, at du prioriterer forkert og bruger din energi de forkerte steder.

 

Fleksibiliteten er det bedste ved at være iværksætter

For mig betyder det meget, at jeg selv kan vælge, hvornår jeg vil arbejde. Nu er jeg så heldig, at MyMonii er sådan en type virksomhed, der ikke har nogle faste åbningstider, hvilket betyder, at jeg kan arbejde præcis, når det passer mig. Min uge ser ofte sådan her ud: Jeg arbejder mandag, tirsdag, torsdag, fredag og måske lørdag. Jeg forsøger så vidt muligt at holde fri hver onsdag og søndag. Jeg er meget opmærksom på ikke at sidde på kontoret til kl. 17, hvis jeg stopper med at være effektiv allerede efter frokost. Hvis jeg begynder at tjekke sociale medier eller lave andre ligegyldige ting ved 13 tiden, fordi min energi er nede, så klapper jeg min laptop sammen og cykler hjem. Så tager jeg enten en lur, løber en tur eller ser noget ligegyldigt i fjernsynet og genoptager så arbejdet om aftenen eller dagen efter, når jeg er klar i hovedet igen. På den måde sikrer jeg mig, at jeg ikke bare sidder foran computeren, bare for at sidde der. 

 

Hastighed er ikke nødvendigvis afgørende

Hvis du gerne vil starte en virksomhed, så gør det i dit eget tempo. Der hersker en misforstået opfattelse af, hvor hurtigt succesfulde virksomheder er blevet startet op. Det er blevet cool at fremstille sin virksomhed i medierne, som om den lige er startet op over-night, og det passer for det meste ikke. Så lad dig endelig inspirere af fortællingerne om iværksættere i medierne, men husk at stol på dig selv, og start virksomheden op i dit eget tempo. Ikke i et tempo som du tror andre har startet deres virksomhed i. En mand fra MyMonii’s advisoryboard sagde engang til mig: ”Noget af det allervigtigste for en virksomheds succes er ’timing’, så jo længere tid du er i gang med at ramme plet i markedet, desto større chance er der for, at du rammer den rigtige timing.”

Alle virksomheder bliver startet op på forskellige måder, fordi der er forskellige stiftere bag. Heldigvis. Hvis vi alle sammen var fuldstændige ens og startede virksomheder op efter en fast formel, så ville der ikke være nogle virksomheder, der skilte sig ud og var innovative.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis man kun sidder med sin virksomhed og aldrig laver noget andet, så risikerer man at stirre sig blind på sin virksomhed og få svært ved at komme ”op i helikopterperspektiv”, som er vigtigt for at virksomheden hele tiden har en klar retning.

 

Har prøvet af være stresset

På et tidspunkt i mit liv havde jeg 3 forskellige fritidsjobs, golf på eliteniveau, håndbold, fitness, løb og masser af byture i weekenderne – alt sammen ved siden af gymnasiet. Det gjorde, at mine dage var fuldstændig pakkede fra morgen til sen aften, og det varede ved i meget lang tid. Jeg mærkede ikke mig selv i den periode. Jeg gjorde bare, hvad der stod i min kalender. Det resulterede i, at jeg i løbet af dagen kunne begynde at græde uden at have nogen som helst idé om hvorfor. Tårerne begyndte bare at trille. Jeg fandt så ud af, at det var fordi at mine dage simpelthen var for pressede – så kroppen sagde fra. Heldigvis lyttede jeg og lærte at sige fra, fordi min mor en dag sagde til mig: ”Enten så skærer du ned på alt det, du laver i dit liv, og lærer at sige nej, eller også tager jeg dig med til lægen – for det der gear du kører i kan resultere i stress, og det kan altså godt ende med at blive kronisk.”

Siden da, har jeg været meget opmærksom på at sige fra, inden det går for vidt. Så hvis jeg bare kan mærke en snert af den følelse, jeg havde dengang, så aflyser jeg de aftaler, jeg har i løbet af dagen, og får valgt det vigtigste til.

 

Driver en virksomhed og har besluttet at få et barn

Min kæreste og jeg venter en lille pige, og jeg har under to uger til termin. Mange har spurgt mig, om det var meningen, at jeg blev gravid - og ja, det var det. Mange har svært ved at forestille sig, hvordan man kan forene et liv med baby eller små børn med livet som iværksætter, og det er jo klart, hvis opfattelsen af et liv som ”succesfuld iværksætter” indebærer at man arbejder +60 timer om ugen, dropper venner, familie, kæreste og sport for at kunne få det hele til at hænge sammen. En undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen viser desuden, at hvis man sammenligner overlevelsen for samtlige virksomheder, der er startet af kvinder med helt små børn (0-2 år), med virksomheder startet af andre kvinder, er der ikke nogen betydelig forskel på, hvor stor en andel der er overlevet de første fem år.  

For at jeg kan holde min arbejdsuge nede på 30-40 timer, fokuserer jeg på de 2-3 vigtigste ting, der skal laves, og så stopper jeg, når de er lavet. Ogselvom jeg har mere energi og tid til at fortsætte med punkt 4 og 5 på to-do listen, så tvinger jeg mig selv til at stoppe med at arbejde og lave noget andet. Så ved jeg, at jeg er meget mere effektiv og motiveret, når jeg møder ind næste morgen.


NOTE: Som optakt til udgivelsen af GURUBOGEN har vi ladet en række spændende danske iværksættere gæste-blogge her på GURU-bloggen. I dette indlæg kan du høre Louise Ferslev reflektere over en iværksætterkultur præget af historien om de 80-timers arbejdsuge som normen nærmere end undtagelsen.

 

Louise Ferslev er CEO & founder af MyMonii.